tirsdag den 3. januar 2012

Craftivism - håndarbejde + aktivisme

Håndarbejde eller husflid - det lyder jo ikke særlig moderne - og i skolerne er faget igang med at blive til Håndværk og design. Men ude i byen er håndarbejdet, og sløjd for den sags skyld - blusset op og har fået vældig meget streetcredit.

Og hvad er det, der trækker her? Ja, det er ikke det at strikke en pæn hue eller noget andet brugbart til sig selv eller sin mor. Det handler i stedet om at handle i verden - vise hvem man er og hvad man mener til andre - give dem en oplevelse og måske påvirke deres holdninger og handlinger. Faktisk at ændre verden...


Og det er da interessant at holde øje med og lade sig inspirere af i pædagogisk arbejde, hvor identitetsarbejde og demokratisk dannelse er væsentlige størrelser.

Craftivismen skal ses i sammenhæng med de rørelser, der har været i byrumskunsten de senere år. Grafitti er blevet mixet med streetart (alt efter hvordan man definerer begreberne) og forskellige former for udtryksbevægelser. Enkeltkuntnere/aktivister og bevægelser forbinder sig med hinanden, refererer til hinanden eller skriver sig op mod hinanden.

Og der opstår sære møder mellem udtryk med forskellige betydninger, subkulturelle grupperinger - og mainstream - mellem køn og politiske tilhørsforhold og kunst og håndværk. Et oplagt eksempel er Oeps-crews perlepladegrafitti, der mixer maskulin grafittikultur med et halvkikset hobbymateriale som perleplader (ja, undskyld). Andre mixer feministiske budskaber med nydelige korssting. Det handler under alle omstændigheder om en glæde ved og et behov for at udtrykke sig og kommunikere gennem æstetiske udtryk i det offentlige rum.

Marie Koch forsker i håndarbejde og aktivisme - craftivism. Og har fået øje på at disse aktivister, der fylder byrummet med håndarbejde med budskab og mening, faktisk er med til både at holde håndværk i live og formidle det.

Marie Koch: Jeg vil forandre verden – og bevare håndværket! - Om kulturarv videreført af undergrundsaktivister
Oplægget er lagt ud af den norske husflidsbevægelse - læs mere her

Svenskerne taler også om guerillaslöjd og rebellslöjd og mere endnu - se hos kurbits.nu og Zickermans.se




Ingen kommentarer:

Send en kommentar